|
Hvorfor sejler Visens Skib på turné ? - en salut for dansk sangpoesi ! |
|
Leverandører af fin folkelig Kultur for alle
|

|
VISENS SKIB 2010 |
|
God sangpoesi på dansk; tekster med indhold i, der fremføres med engagement og holdning, forsvinder mere og mere fra kulturevents og fra radio og TVs programflader til fordel for indholdsløs masseproduceret engelsksproget pop og rock. Hermed forsvinder incitamentet for de mere talentfulde sangskrivere til at bruge vores eget sprog. Og det er nu en gang mest ægte at udtrykke sig på det sprog, man tænker og drømmer på.
Der er i teorien maksimalt 5.000.000 aftagere af dansksproget sang. Man skulle tro, at dette ville inspirere de store kulturbærende medier i Danmark; DR og TV2 og de andre danske mediemastodonter til at gøre en særlig indsats for de danskere, som forsøger at skrive og fremføre sange på vores eget sprog. Men disse medier satser altovervejende på de genrer, deres programværter selv opfatter som mainstream (på dansk: Medstrøms), - men de tager hermed fuldkommen fejl af danskernes ønsker til god underholdning.
I virkeligheden er der en stor interesse for den danske og handlingsbærende sangpoesi, - læg bare mærke til, hvor overbevisende et comeback, Thomas Helmig inkasserede ved at vende tilbage til sit eget sprog. Visen elskes og udøves i dag af såvel professionelle som af mange dygtige og engagerede amatører, men også når vores mest elskede professionelle sangskrivere og solister i pop/rock-genren, - som f.eks. Kim Larsen, Sebastian og Anne Dorte Michelsen, - virkelig har noget på hjertet; noget som bare må fortælles, bliver der en vise ud af det.
Besætningen på Visens Skib sejler på turné med danske og nordiske sange og viser på programmet som en underholdende protestaktion mod mediernes mangel på kulturpolitisk ansvar for den gode dansksprogede sangpoesi.
|